Arktisk sejlads har lange udsigter

Der vil gå lang tid, før skibstransport i de arktiske farvande nord om Rusland og Canada for alvor vinder indpas. Det forudser to norske Ruslandkendere og skibsfartseksperter.
29. december 2010 06:23

Arild Moe og Øystein Jensen har for EU-Parlamentet analyseret mulighederne for at forkorte sejl-ruterne og dermed spare transport-tid ved at lade skibstransport gå igennem arktiske farvande.

Og deres konklusion er altså, at udsigterne er lange.

De to nordmænd afskriver således stort set kommerciel skibstransport i Nordvestpassagen, som er særligt interessant her fra grønlandsk perspektiv, mens de vurderer, at Nordøstpassagen nord om Rusland i bedste fald vil kunne besejles med et begrænset antal transporter om sommeren.

Analysen går dermed stik imod både forskere, politikere og erhvervsfolks store forventninger og forhåbninger til trafikken igennem de nordlige passager i en nær fremtid.

Forskerne peger blandt andet på, at Rusland slet ikke har foretaget tilstrækkelige investeringer i den nødvendige havnekapacitet eller isbrydere, som skal assistere skibene under sejlads.

Både Nordvestpassagen og Nordøstpassagen er altså ellers særdeles attraktive for rederierne som alternativ til at sende deres skibe gennem Suez-kanalen og Panama-kanalen.

Den største besparelse er eksemplet fra Rotterdam i Holland til Yokohama i Japan, hvor sejl-afstanden kan halveres.