Arktisk Råd ønskes fornyet

Den amerikanske tænketank, Aspen Institute, foreslår en omlægning af Arktisk Råd, som giver mere magt til de arktiske folk. Noget der nok skal vække debat når ministrene fra Arktisk Råd, heriblandt den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton, i maj samles i Nuuk.
Skrevet af Louise M. Kleemann
13. april 2011 06:56

Siden grundlæggelsen i 1996 har Arktisk Råd hovedsagelig fungeret som en slags forum på højt plan, der diskuterer det arktiske samarbejde, beskyttelse af det arktiske miljø samt den økonomiske, sociale og kulturelle velfærd.

Rådet har indtil videre undladt at bringe miljøsikkerhed på dagsordenen. Hovedsagelig fordi USA ikke har ønsket at drøfte spørgsmålet.

Men nu lægger den amerikanske tænketank op til, at Arktisk Råds mandat udvides til også at omfatte drøftelser af miljøsikkerhed. Det skriver Nunatsiaq news.

- Oprindelige folk bør inddrages i alle fremtidige forhandlinger om den arktiske forvaltning, lyder kravet fra tænketanken, der også har den tidligere præsident for ICC, Sheila Watt Cloutier, som medlem.

Aspen Institute mener også at ikke-arktiske stater, som for eksempel EU, i fremtiden bør deltage i møderne som permanente observatører.

Kommissionen anbefaler, at arktiske regeringer afholder en særlig diplomatisk konference i 2012, med deltagelse af oprindelige folk og de otte arktiske nationer, med det formål at fastlægge en tidsplan for udformning og gennemførelse af kommissionens anbefalinger.