Arktisk politi samles i Iqaluit

Repræsentanter for politimyndighederne i hele den arktiske region, fra Alaska til Grønland, var i den forløbne uge for første gang samlet til et fælles seminar, der blev afholdt i Iqaluit i Nunavut.
Skrevet af Karsten Sommer
26. september 2011 06:45

- Selvom vi opererer i 3 forskellige lande, er vi enige om en ting: Formålet med vores arbejde er at skabe sikkerhed og tryghed i vores samfund, sagde mødets vært, Nunavuts politimester McVarnoch, der fokuserede på de helt specielle problemer, der følger med at bo i små, fjerntbeliggende samfund i Arktis.

Her understregede han blandt andet, at det er meget vigtigt at politi og retsvæsen forstår den arktiske kultur for at kunne bekæmpe kriminaliteten.

Fra Grønland deltog politimester Bjørn Bay, der efter seminaret udtrykte en vis eftertænksomhed over, hvor ens problemerne i de tre arktiske lande forekom.

- Selvom omfanget og alvorligheden af de sociale og kriminelle problemer i vores samfund er forskellige, så minder problemerne meget om hinanden, sagde Bjørn Bay.

Ved mødets slutning var der enighed om at fortsætte det ny inspirerende samarbejdsforum blandt politiet i Arktis i de kommende år.