Arktisk Kommando rykker ind i RG-bygning

Nu ligger det fast hvor det nye hovedkvarter for Arktisk Kommando kommer til at ligge, når Forsvarets grønlandske hovedkvarter til november åbner i Nuuk.
Skrevet af Mads Lynge
19. april 2012 14:06

Det bliver den tidligere Royal Greenland bygning nær Havnen i Nuuk, som Forsvaret allerede rykker ind i fra den 1. august, så man kan igangsætte en lettere renovering og mindre ombygninger før den officielle åbning den 1.november. Lejekontrakten blev underskrevet i dag, skriver Forsvarets hjemmeside.

Det tidligere Royal Greenland-hovedkvarter skal primært anvendes som kontorbygning, men kommer også til at huse en ny søredningscentral samt en ny radiostation for kommunikation med forsvarets skibe, fly og slædepatruljen SIRIUS. Bygningen bliver daglig arbejdsplads for i alt 36 militære og civile medarbejdere.

Flytningen fra Kangillinnguit - Grønnedal - til Nuuk, er en del af det danske Forsvarsforlig frem til 2014. Bag rapporten stod en arbejdsgruppe med repræsentanter fra både grønlandske, færøske og danske myndigheder.

Som konsekvens nedlægges Grønlands Kommando og Færøernes Kommando, der begge i stedet samles i det, man fremover skal kalde "Værnsfælles Arktisk Kommando" i Nuuk med et mindre forbindelseskontor i Tórshavn.

Grønlands Kommando skriver i dag, at de håber at flytningen fra Grønnedal til Nuuk vil betyde bedre integration i det grønlandske samfund og nemmere adgang til Forsvarets primære samarbejdspartnere, der for en stor del befinder sig i Nuuk.