Arktisk Kommando intensiverer samarbejde med den islandske kystvagt

Arktisk Kommando og den islandske kystvagt udvider deres samarbejde. Det oplyser de i en fællespressemeddelelse.
Foto © : Forsvaret
13. april 2016 06:52

Aftalen udvider samarbejde om havmiljøopgaver og øger udvekslingen af maritime overvågningsbilleder. Det er resultatet af et møde i Nuuk i sidste uge, hvor Arktisk Kommando og Icelandic Coast Guard også indgik en fornyet samarbejdsaftale mellem de to organisationer.

- Jeg er meget glad for aftalen med den islandske kystvagt, som bygger videre på mange års meget positive samarbejde. Aftalen muliggør et tæt, dagligt samarbejde, hvor vi koordinerer vores løsning af opgaver i forhold til eftersøgnings- og redningstjeneste samt havmiljøopgaver. Det betyder, at vi kan støtte og supplere hinanden og i fællesskab blive endnu bedre til at løse opgaverne, udtaler Kim Jesper Jørgensen, chef for Arktisk Kommando.

Gælder også andre områder

I forbindelse med fornyelsen af samarbejdsaftalen blev det også besluttet, at intensivere samarbejdet på en række andre områder.

- Vi har taget en principbeslutning om, at vi vil udveksle det maritime overvågningsbillede mellem Arktisk Kommando og den islandske kystvagt. Det vil give begge organisationer et bedre billede af skibstrafikken i området og dermed et bedre grundlag ved eftersøgninger og redninger, forklarer generalmajor Kim Jesper Jørgensen.

Planen er at begynde at udveksle overvågningsbilleder inden udgangen af 2016.

Et andet muligt samarbejdsområde, som skal undersøges, er om islandske redningshelikoptere kan tanke brændstof fra danske skibe med helikopterdæk.

Det vil give de islandske helikoptere en længere rækkevidde under redningsaktioner.