Arktis skal være atomvåbenfri

De nordiske lande skal stå side om side om en vision om et Arktis fri for atomvåben. Sådan lyder budskabet i dag i en kronik i Berlingske Tidende af forsvarsordfører for de Radikale Zenia Stampe.
Skrevet af mlk
06. januar 2014 07:32

- Vi må se muligheden for et Arktis med atommagter på konfliktkurs i øjnene, skriver hun.

Hun foreslår, at Arktis ved traktat gøres til en atomvåbenfri zone på linje med Antarktis, Afrika, Latinamerika og Sydøstasien.

Det vil betyde, at man ikke må udvikle, producere, opbevare og anvende atomvåben, men man må gerne udvinde radioaktive stoffer og bruge atomkraft som drivmiddel. Dermed ville det ikke forhindre en eventuel grønlandsk uranmine eller brug af atomdrevne isbrydere.

Zenia Stampe peger på Arktisk Råd som det forum, hvor sådan en aftale kan blive til virkelighed. 

Arktisk Råd består af de fem nordiske lande samt USA, Rusland og Canada. De nordiske lande er i den sammenhæng uden tvivl de små. Men Canada er også et land uden atomvåben, og hvis de ikke-atomare stater trækker i samme retning, så kan argumentationen få ikke bare etisk, men også geopolitisk tyngde, skriver hun.