Arctic Winter Games logo præsenteres

Logoet er lavet af designeren Karsten Skjoldhøj. Og hans forslag er anonymt udpeget af en dommerkomité bestående af kunstneren Kunngi - med det borgerlige navn Frederik Kristensen og grafisk designer Jette Brandt.
26. januar 2014 16:13

Så er sløret løftet for det logo, der bliver symbolet for Arctic Winter Games i Nuuk om to år - i 2016.

Logoet symboliserer tre idrætsfolk, der holder hinanden i hånden og løfter hinanden i fællesskab. Derudover er der baggrundselementer med Nordlyset og Nuuks kendingsfjeld Sermitsiaq.

Kommuneqarfik Sermersooq's borgmester Asii Chemnitz Narup, der formand for Artic Winter Games arrangementskomité, der iøvrigt består af Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling, Nick Nielsen og formanden for Grønlands Arbejdsgiverforening, Henrik Leth var glad for det nye logo. Og hun glædede sig over at Nuuk for første gang siden 2016 igen skal være værtsby for verdens største sports- og kulturbegivenhed 

- Jeg er stolt over, at vi i Kommuneqarfik Sermersooq, sammen med Selvstyret og erhvervslivet, har taget muligheden, og endnu en gang kan invitere vores arktiske venner på besøg til en uge fyldt med sport og kultur. Vi skal vise, hvordan et Arctic Winter Games i grønlandske omgivelser ser ud i år 2016 og gøre vores bedste for at give vores gæster og lokalbefolkningen her en rigtig god oplevelse, sagde Asii Chemnitz Narup.

Præsentationen fandt sted i forbindelse med kulturnatten i Nuuk, der traditionelt havde tusinder af borgere af hus til besøg på byens virksomheder og institutioner.