Arbejdsløsheden går fortsat nedad

Antallet af arbejdsløse går fortsat nedad viser de nyeste tal fra Grønlands Statistik.
Foto © : KNR
Skrevet af Karsten Sommer
16. juli 2018 13:09

I juni måned blev 2.135 personer i alt registreret som arbejdssøgende. Dette er et samlet fald på 399 arbejdssøgende i forhold til samme måned året før.

Der er dog generelt tale om mindre forskydninger fra by til by. 

Størst fald i arbejdsløsheden er i Nuuk, hvor 427 personer i juni var arbejdssøgende, mod 546 i samme måned sidste år. 

Også i Qasigiannguit, Qeqertarsuaq, Uummannaq og Tasiilaq er der fald i arbejdsløsheden.

Til gengæld er arbejdsløsheden steget i Maniitsoq og Aasiaat.

Ændringer i administrationspraksis og lovgivning bevirker dog, at udviklingen af registrerede arbejdssøgende over tid skal tolkes med forsigtighed, påpeger Grønlands Statistik i en pressemeddelelse.