Aqua's grønlandske drøm

Popgruppen Aqua går på scenen i Grønlands kulturhus Katuaq lørdag aften og der er allerede lagt succeskriterier.
Skrevet af Noah Mølgaard
13. april 2012 13:23

Den skandinaviske gruppe Aqua landede i Nuuk fredag, hvor de lørdag går på scenen i Katuaq. Gruppen har netop været i Australien, hvor de har spillet en række udsolgte koncerter. Nu kommer turen til Grønland, hvor højst kan være 1.200 publikum til koncerten.

- Små intime koncerter er meget bedre end store koncerter. Her kan man have øjenkontakt med publikum og føle at man har en fælles oplevelse, siger Lene Nystrøm.

Gruppen holdt pressemøde i Katuaq fredag eftermiddag, hvor nylandede Aqua var ved at finde ud af hvilket land de er kommet til.

- Vi fik en royal modtagelse i Kangerlussuaq, hvor folk viftede med det grønlandske flag, fortæller René Dif, der ikke rigtig vidste om gruppens popularitet i Grønland inden de landede i dag.

Gruppen slog igennem med 'Barbie girl' i 1997 og har siden solgt mere end 30 millioner plader verden over. De har spillet utallige koncerter med stor succes. Nu er gruppen faldet lidt mere til ro og glæder sig til koncerten i Nuuk.

- Man bliver slidt mentalt, når man spiller mange koncerter foran et stort publikum. Nu tager vi den lidt mere roligt. Det har gjort at vi nu nyder vores koncerter mere og føler at vi har større overskud til publikum, siger Lene Nystrøm.

Gruppen mener selv at de er blevet bedre live-band i forhold til tidligere. Gruppen består af Lene Nystrøm og René Dif på vokal, mens Søren Raasted spiller keyboard og Claus Norreen på guitar. De har også helt hold bag sig og er på omkring 15 personer til turen i Grønland.

Det er Katuaq, der har kontaktet Aqua i slutningen af 2011.

- Katuaq har lavet en erhvervsklub og det er på den måde vi har skabt kapital til at kunne invitere store grupper som Aqua, forklarer Ove Heilmann fra Katuaq.

Den berømte gruppe får også mulighed for at sne natur, når de skal på sejletur i weekenden.

Koncerten i Katuaq begynder klokken 22.00.