Aqqaluk Sørensen fik endelig sin debut i sin nye klub
Han var så uheldig at ødelægge korsbånd og menisk blot en måned efter han sidste år havde skrevet under på en kontrakt med 1.divisionsklubben Århus Håndbold.
Men søndag fik han endelig sin debut i sin nye klub.
- Det har været rigtig hårdt at vente så lang tid på at komme i gang, for skiftet til Århus var ellers et skridt op ad rangstien rent håndboldmæssigt, siger Aqqaluk Sørensen i dag til Århus Stiftstidende..
Århus Håndbolds assistenttræner Peter Bredal er ikke i tvivl om, at den 24-årige spiller kan blive en stor gevinst for sit hold.
- Aqqaluk er en spiller med en ekstrem god fysk, et muskelbundt, og utrolig hårdtskydende, han har kort sagt et superpotentiale, siger Bredal.
Sammen med klubbens cheftræner Erik Veje Rasmussen er han enig om, at Aqqaluk Sørensen skal have ro til at bygge kroppen op igen, så han kan være et hundrede procent klar til den kommende sæson.
- Alt hvad der kommer fra ham i denne sæson, betragter vi som bonus, siger Peter Bredal.
Aqqaluk Sørensen og resten af Århus Håndbold spiller i aften mod Bjerringbro-Silkeborg på udebane.