Aqqaluk Lynge til Naalakkersuisut: Lad os stoppe tal-legen

Påstandene flyver frem og tilbage mellem ICC og Naalakkersuisut i debatten om besparelser i organisationen. ICC-præsidenten håber, det snart hører op.
26. april 2014 17:30
Historien om striden mellem inuitorganisationen ICC's lokalafdeling og Naalakkersuisut får i dag et nyt kapitel. Nu er det Naalakkersuisuts tur til at anklage ICC for at lyve. 
 
ICC Greenland påstod tidligere på ugen, at ICC i Canada får dækket 66 procent af sine omkostninger af regeringerne i Canada og selvstyreområderne, mens ICC i Grønland kun får dækket 60 procent.
 
Men det passer ikke, lyder det nu fra Aleqa Hammond på vegne af Naalakkersuisut.
 
- Det er ikke korrekt, at Naalakkersuisut i sit svarnotat har afgivet forkerte oplysninger. Jeg vil derfor gerne opfordre til, at beskyldningerne imod Naalakkersuisut fremsat i går i KNR og Sermitsiaq og gengivet i Inatsisartut-salen i går trækkes tilbage, udtaler hun.
 
- Det er vigtigt, at vi i den politiske debat bevarer en ordentlig tone, at diskussionen - også i medierne - er baseret på fakta, og at påstande om løgn ikke formidles uden en selvstændig kritisk stillingtagen til substansen i sagerne, lyder det fra naalakkersuisutformanden.
 
Striden kommer tilsyneladende af, at Aqqaluk Lynge har fået fat på et nyere regnskab fra Canada, hvor tallene er lidt anderledes.
 
Ifølge skrivelsen fra formandens departement er ICC's i Canadas indtægter fra det offentlige ét procent lavere - altså 65 procent i stedet for 66 procent, som ICC Greenland siger.
 
Men det har nok ændret sig i år, kan man synes, når man læser pressemeddelelsen fra Hammonds departement:
 
- Naalakkersuisut er ikke i besiddelse af det nyere regnskab for perioden 2013-2014 som afsluttedes 31. marts 2014 som der henvises til af ICC Grønland. ICC er blevet bedt om at levere en kopi, og Naalakkersuisut afventer at modtage denne.
 
ICC's internationale formand, Aqqaluk Lynge, har henvendt sig til KNR. Han siger til den seneste pressemeddelese fra naalakkersuisutformanden:
 
- Nu må denne talleg og lemfældig omgang med interne oplysninger fra vores organisation høre op.
 
- ICC kræver en ordentlig sagsbehandling og inviterer embedsværket i Selvstyrets udenrigsdirektorat, der er den egentlige sagsbehandler, til at mødes med vores administration og sætte sig ned og se, hvad der er op og ned i denne sag.