Aqqaluk Lynge på amerikansk tv

NBC TV satte søndag aften fokus på Grønland og klimaforandringer.
07. april 2014 07:13

Hver søndag aften har NBC TV, en af USA's største tv-kanaler, et særligt timelangt nyhedsprogram. Denne søndag handlede det om klimaforandringer og derfor også om Grønland.

Programmet hedder "Et år med ektremt vejr! Er det klimaforandringerne vi nu mærker?". Programmet startede i Ilulissat med Aqqaluk Lynge, der udtalte

- Vi har boet her i tusindvis af år, hvorfor er det dog os, der nu skal betale prisen for jer? Vi oplever klimaforandringen hver dag, mens I først at ved at opleve den nu.

Programmet viste det ekstreme vejr i USA i år: De store orkaner, der har ødelagt huse, den frygtelige tørke i Californien, der allerede i 2014 har forårsaget over 800 skovbrande samt store oversvømmelser  i USA, Europa og England. Programmet viste også, hvordan indlandsisen er ved at smelte, og hvordan alle vejrfænomenerne hænger sammen.

Ann Curry, en kendt amerikansk tv-personlighed og programmets vært, gik i slutningen af programmet langs isen i Ilulissat sammen med Aqqaluk Lynge, som fik det sidste ord:

- Kig ud af vinduet og se, hvor smuk naturen er. Vi må simpelthen beskytte den og passe på den, sagde ICC-formanden til de amerikanske tv-seere.