Aqqaluaq B. Egede om årskvoter: Månedskvoter kræver for meget administration
- Den centrale grund til at afskaffe månedskvoter er, at det skaber for meget administration.
Det siger Aqqaluaq B. Egede (IA), der er naalakkersuisoq for fiskeri om baggrunden for, hvorfor hellefiskekvoten i Disko Bugt, Uummannaq og Upernavik er blevet lavet om fra månedskvoter til årskvoter.
Månedskvoter blev brugt for at begrænse, hvor meget fiskerne kan fange om måneden. Men det kræver mere administration end det gør at styre årskvoter - og derfor bliver det altså ændret nu.
Det er ikke første gang, at månedskvoter bliver lavet om til årskvoter. Indtil 2013 fik jollefiskerne i Disko Bugt årlige hellefiskekvoter. Men resultatet var, at de allerede i juli havde fisket hele kvoten op. Og når kvoten var fisket op, vænnede fiskerne sig til, at Nalaakersuisut blot forhøjede den.
1. januar 2014 blev fiskeriet lagt om til månedskvoter - og nu er det så blevet ændret tilbage til årskvoter igen. Og denne gang skal fiskerne ikke regne med, at kvoten bare bliver forhøjet, meddeler Naalakkersuisut.
- Vi har allerede prøvet at flytte kvoter fra en måned til en anden, siger Aqqaluaq B. Egede til KNR.
Det gik bare ikke særlig godt - og derfor er forvaltningen nu ændret til årskvoter.
Ingen konkrete planer
Og når kvoten ikke bliver forhøjet - hvad vil Naalakkersuisut så gøre, når den er fisket op?
Det har Aqqaluaq B. Egede ikke noget bud på. Han vil vente og se, hvordan det går efter nytår, når de regler træder i kraft.
- Vi må lige se, hvordan det går næste år. Så har vi i Naalakkersuisut beføjelse til at vurdere situationen og tilpasse fiskeriet, siger han.
Men i branchen er folk dog noget mere bekymret over fiskeriet i 2022.
LÆS OGSÅ Knud Markussen: Vi har fisket hele kvoten op til sommer
Erik Siversten, der er direktør i Halibut Greenland er overbevist om, at næste års kvote er hevet op, før året slutter.
- I 2013 kom vi til at mangle hellefisk i produktionen. Da fik vi kun hellefisk fra større fartøjer. Og jeg gætter på, at vi oplever det samme igen i næste år, sagde Erik Sivertsen til KNR i mandags.
Det er Knud Markussen helt enig med ham i.
. En ting er sikker: Vi har fået fisket hele kvoten op til sommer, sagde Knud Markussen til KNR i tirsdags.
Jollefiskere, der fisker hellefisk i Diskobugten, får 4252 tons i årlig kvote til næste år.