Aqqaluaq B. Egede prøver igen: Inviterer til fiskeriseminar i marts
Naalakkersuisut vil i gang med at lave en ny fiskerilov, der tager udgangspunkt i Fiskerikommissionens anbefalinger.
Den skal helst være klar på forårssamlingen 2023, men inden da vil naalakkersuisoq for fiskeri, Aqqaluaq B. Egede (IA), rejse rundt i landet og mødes med fiskeriets partere.
Optakt til ny fiskerilov
Fiskerikommissionen udgav deres længe ventet betænkning i september. Betænkningen indeholder en række anbefalinger til en ny fiskerilov.
Den gældende fiskerilov er fra 1996, og den er blevet ændret mange gange siden da.
Naalakkersuisut havde ellers en plan om at fremlægge forslag til en ny fiskerilov til efterårssamlingen sidste år. Sådan gik det ikke, og nu er det planen at forslaget skal være klar på forårssamlingen 2023.
En del af knudepunkterne på debatten om en ny fiskerilov er blandt andet hellefiskeriet i Nordgrønland. Fiskerikommissionens konklusion er, at der er for mange fiskere til for få fisk.
Kilde: KNR
Det skulle egentligt allerede være i fuld gang, men smittespredningen med covid-19 spændte ben for planerne i januar.
Nu er der kommet nye datoer. Det første seminar finder sted i Ilulissat den 2-3. marts og derefter den 9-10. marts i Nuuk.
- Fiskeriseminarerne vil give mulighed for at påbegynde dialogen med fiskerne om fremtidens fiskeri og det ser jeg frem til, siger naalakkersuisoq i en pressemeddelelse.
I debatten om den kommende fiskerilov inviteres repræsentanter fra KNAPK, SQAPK, Grønlands Erhverv og virksomhederne.
LÆS OGSÅ Fiskerne i Ilulissat føler sig overset til seminar
Inddragelse i debatten om fiskeriloven er også blevet kritiseret. Kun én enkelt fisker fra KNAPK’s lokalafdeling i Ilulissat må nemlig deltage i seminaret.
Det er slet ikke nok, mente Aabili Lange tilbage i december. Han er formand for de lokale fiskere.
Naalakkersuisut skriver i en pressemeddelelse, at seminaret vil blive streamet på internettet.