Rypejagt tæt på at gå galt for teenagere

Uforsigtig omgang med rifler under en rype- og harejagt ud for Qaqortoq, kunne have fået fatale følger for en 15-årig dreng i sidste uge.
Rigspolitiet
Foto © : Rigspolitiet
Skrevet af Karsten Sommer
11. oktober 2016 13:38

Det er Politimesteren i Grønland, der fortæller om hændelsen, hvor fem teenagere i sidste uge var taget i fjeldet nær Qaqortoq, for at lede efter harer eller ryper.

De medbragte alle rifler, og undervejs legede de med våbnene, og skød hen over hovedet på hinanden.

På et tidspunkt sigter en af de 15-årige drenge direkte mod en jævnaldrende med en riffel, han havde lånt af sin far.

Han troede riflen var sikret, men pludselig kommer han til at afgive et skud mod kammeraten.

Ved et lykketræf drejer kammeraten hovedet en anelse, lige før skuddet bliver affyret, og rammes kun i øret, fortæller politiets Stine Egede fra Qaqortoq politi.

- Men der er altså tale om en rigtig farligt leg, som kunne være endt helt galt, understreger Stine Egede.

Politiet understreger at det er tilladt for børn helt ned til 12-års alderen at gå med salonriffel, men det kræver forsigtighed fra forældrene, når de udlåner deres våben til unge. Og kræver at de unge bliver omhyggeligt oplært i at håndtere riflerne.

Hændelsen i sidste uge endte uden alvorlig personskade - men Politiet i Qaqortoq vil benytte lejligheden til, efter efterårsferien, at holde foredrag for de større klasser i folkeskolen, om korrekt betjening af rifler, siger Stine Egede.