Antidepressiv medicin kan give abstinenser

Ny forskning dokumenterer, at antidepressiv medicin kan skabe en afhængighed, der er lige så stærk, som den man kender fra morfin, sovemedicin eller medicin mod angst, skriver Kristeligt Dagblad.
Skrevet af Jette Andersen
08. juli 2012 13:53

Det er forskere fra USA og Canada, som mener at kunne dokumentere, at det mismod, patienterne mærker, når de ophører med medicin, ikke er tilbagefald til depression, men derimod abstinenser, fordi de er holdt op med tage medicinen.

Tidligere lektor i psykologi ved Århus Universitet, Thomas Nielsen, mener, at undersøgelsen stiller spørgsmål ved den udbredte brug af antidepressiv medicin, som i dag udskrives til over 400.000 patienter i Danmark.

Gitte Moos Knudsen, der er professor i neurobiologi på Rigshospitalet, peger på studier som viser, at samtaleterapi har samme biologiske effekter som medicin:

- Men der er altså også menesker som lider meget, og som har behov for medicin, siger hun.