Ansættelsesforhold for Danmarkspræst under kraftig kritik

Opsigelsen fra Juanna Platou, der ellers skulle være tiltrådt som ny grønlandsksproget præst i Aarhus, har skabt frustrationer blandt grønlænderne i Danmark. De langer kraftigt ud efter ansættelsesvilkårene, som hverken indbefatter rejsen, flyttegods eller bolig.
Skrevet af mlk
07. august 2013 09:19

- Se på de danske præster, der bliver ansat i Grønland. De får rejsen og flytning betalt. Vi vil kalde det forskelsbehandling, og det synes vi ikke er rimeligt, siger formanden for Fællesforeningen Inuit Bitha Metelmann, som har været inddraget i ansættelsesprocessen.

Det er et tragisk dødsfald i familien, der har fået præsten Juanna Platou til at rejse tilbage til Siorapaluk. Hun var ellers taget i forvejen til Danmark for at finde et sted at bo til hele familien, men har meddelt biskoppen i Aarhus, at hun trækker sin ansættelse tilbage. Henriette Berthelsen, som står bag Facebook-siden Kalaallit Ilagiit Danmarkimi/Den grønlandske menighed i Danmark mener, at ansættelsesvilkårene har været bidragende faktor til den beslutning.

- Jeg kan godt forstå, at det at skulle bruge så mange kræfter på alle de ting, er for meget i den tragiske situation, som familien er kommet i. Jeg synes ikke det ligner noget, at vores præsteansættelse skal foregå under de former. Det er virkelig at behandle vedkommende skidt, siger hun.

Biskoppen i Aarhus Kjeld Holm medgiver, at ansættelsesvilkårene bærer en del af skylden. Han oplyser over for Radioavisen, at han nu vil forsøge at få Kirkeministeriet til at bevillige bohaveflytning og rejseudgifter betalt. Hvorvidt stillingen skal genopslås, eller om man kan gå videre med en af de 3-4 andre ansøgere, ligger derfor ikke klart.

KNR har i dag været i kontakt med kirkeministeriet, som oplyser, at man bestemt ikke er afvisende over for at finde en løsning på problemet.

- Det er Århus Stift, der er ansættelsesmyndighed for den grønlandske præst. Stiftet har i den forbindelse spurgt ministeriet til råds om, hvad reglerne er for flytte- og rejsegodtgørelse. Vi har oplyst stiftet om, at det ikke er en del af reglerne, at der automatisk gives godtgørelse.  Hvis stiftet ønsker, at der findes en løsning, sådan at den kommende nye grønlandske præst kan få rejse og flytteomkostninger godtgjort, vil vi selvfølgelig gerne hjælpe stiftet med at finde en løsning, siger afdelingschef i Ministeriet for Ligestilling og Kirke Steffen Brunes.