Anne-Birthe Hove får eftermæle

En komplet oversigt over Anne-Birthes Hoves virke som kunstner, en monografi og flere kunstudstillinger. Det er efter planen, hvad der skal komme ud af et større arbejde for at katalogisere den nu afdøde kunstners værker.
Skrevet af mlk
02. september 2013 10:28

Kunstneren Anne-Birthe Hove, der døde sidste år, efterlod sig mellem 400 og 600 værker. Det er hendes mand, Thomas Steensgaard, der har taget initiativ til at få skabt et grundigt overblik over dem alle. Et arbejde, der efter planen skal munde ud i en monografi og flere udstillinger.

 - Jeg synes Anne-Birthe var så betydningsfuld og dygtig en kunstner, at det er på sin plads at få registreret, hvad hun lavede, siger Thomas Steensgaard, der håber, at han dermed kan skabe et eftermæle for sin afdøde hustru.

Han har allieret sig med kunsthistorikeren Anne-Marie Gjedde Olsen, der tidligere har skrevet en bog om Anne-Birthe Hove.

Thomas Steensgaard har gennem 20 års ægteskab med Anne-Birthe Hove fået et godt kendskab til hendes virke, og han håber, at de vil finde frem til alle hendes værker.

- Men det tror jeg nok er urealistisk, for hun lavede også en del monotypier, hvor der kun er lavet et enkelt tryk, siger han og vil ikke afvise, at der kan hænge værker rundt omkring, som han ikke kender til.

Såvel Nordatlantens Brygge som Bornholms kunstmuseum planlægger udstillinger med Anne-Birthe Hove i 2015.