Animal Planet filmer ved Nuuk

Hvad sker der, hvis man slipper otte erfarne amerikanske guldgravere løs i den grønlandske natur i to måneder? Det får vi svaret på det, når Discovery TV-kanalen Animal Planet til foråret 2013 har premiere på den første sæson af en art reality TV-serie med Grønland og vores naturressourcer i centrum.
Skrevet af Karsten Sommer
07. oktober 2012 12:15

Programmernes idemand, den amerikanske filmproducent David Casey, fortæller at han i to måneder denne sommer, har ledet et amerikansk TV-produktionshold på 26 personer, der i yderste diskretion har opholdt sig i en lejr dybt inde i Nuukfjorden, hvor de har samlet materiale til seks udsendelser med jagten på guld og andre ædle metaller i fokus.

TV-holdet har fulgt et amerikansk mineralefterforskningselskab, der har haft otte guldgravere ude i den grønlandske natur for at lede efter de interessante mineralforekomster.

De otte guldgravere blev castet blandt 200 potentielle deltagere fra forskellige dele af USA. Mange af dem havde aldrig været uden for deres egen stat, endsige USA, før de i starten af august landede i Nuuk og blev sejlet til en teltlejr bygget op dybt inde i fjorden. 

Her opholdt de sig indtil slutningen af september, og oplevede den grønlandske natur med alt fra tåge, storm, bjergskred og selvfølgelig også strålende solskinsdage.

Gennem deres oplevelser, vil David Casey fortælle verdens TV-publikum en historie om Grønlands fokus på bæredygtighed -  symboliseret i det gamle sagn om Havets moder, en beretning, som han mener hele verden kan lære noget af.

David Casey, besøgte første gang Grønland i 2008, da han var med til at lave en udsendelse om global opvarmning. Og han blev betaget af den grønlandske natur - befolkningen - og stemningen i et land på tærsklen til en ny og spændende fremtid. Og ligeså stille opstod ideen om at lave en seriøs reality-serie, lidt i stil med programmet ”Gold Rush”, og med Grønland som hovedperson.

Casey har stor respekt for den måde Grønland forsøger at beskytte sine mineralrigdomme på, og da efterforskningsselskabet fik de nødvendige tilladelser fra Råstofdirektoratet, var det bare om at gå i gang.

Lokale folk fra Nuuk blev hyret til at bygge en teltlejr op, og et lille samfund opstod dybt inde i Nuuk Fjorden. En af Grønlands bedste unge kokke, Ilannguaq Hegelund, lavede maden til guldgraverne, og TV-holdet på tæt ved 20 manuskriptforfattere, fotografer, lydmænd og producenter.

Efter to uforglemmelige måneder i Nuuk fjorden og omegn, er TV-holdet nu tilbage i New York, hvor det store filmmateriale bearbejdes. Og David Casey tror at serien vil vise verdenspublikummet et Grønland, der kan blive et forbillede for respektfuld omgang med naturen.

Efter al sandsynlighed bliver de seks afsnit vist worldwide via Animal Planet til foråret. Og David Casey drømmer om en Verdenspremiere på 1½ times sammenklip af showet i Katuaq til den tid.