Ane Hansen: - Vis os, hvor det vil gøre ondt

KNAPK har indtil nu ikke kunnet svare klart på, hvordan de varslede ændringer i fiskeriloven vil ramme det kystnære fiskeri, mener Naalakkersuisut. Men hvis modstanden handler mere om en frygt for medlemsflugt, kan naalakkersuisoq for fiskeri bedre forstå bekymringerne.
Skrevet af Mads Fisker
31. marts 2011 02:45

De varslede ændringer i fiskeriloven er i Ane Hansens optik en nødvendig redningskrans til det kystnære fiskeri, der bliver åbnet op for hjemlige investeringer, hvis ellers forslaget til efteråret bliver vedtaget. Og naalakkersuisoq for fiskeri efterlyser nu, at KNAPK klart kan gøre rede for, hvad man frygter vil blive konsekvensen.

- Vi savner en saglig begrundelse for de uenigheder, de har i forhold til os, siger Ane Hansen.

Mangler de at vise jer, hvor det er, at det vil gøre ondt?

- Ja, det gør de, siger hun.

I går advarede formand Leif Fontaine mod ændringerne ved at kalde dem en trussel for fisker- og fangerorganisationens eksistens. Og hvis det er KNAPKs fremtid og ikke fiskernes, formanden frygter, har naalakkersuisoq for fiskeri straks lettere ved at forstå bekymringen.

- Jeg kan godt forstå, at de føler sig truet, fordi de før i tiden har oplevet medlemsflugt, når der er sket ændringer inden for deres område, siger Ane Hansen (IA).

Hun understreger, at det fortsat er vigtigt for Naalakkersuisut at have opbakning fra KNAPK, og derfor mødtes Kuupik Kleist og hende i går med repræsentanter fra fisker- og fangerorganisationen. Her blev det besluttet at nedsætte en fælles arbejdsgruppe, hvor den omdiskuterede finansering af moderniseringen af det kystnære fiskeri vil blive vendt og drejet nok engang frem mod efterårets andenbehandling i Inatsisartut.

Atassut har anmodet Naalakkersuisut om også at få førstebehandlingen af ændringerne i fiskeriloven udskudt til efterårssamlingen, da partiet ifølge næstformand Siverth K. Heilmann ikke har tænkt sig at bakke op om de nuværende forslag. Men Naalakkersuisut har ifølge Ane Hansen umiddelbart intet ønske om at udsætte den indledende behandling af lovændringerne, der første gang er på dagsordenen 6. april.