Ane er rejst 5554 kilometer for at se VM-fodbold

VM i fodbold startede torsdag i Rusland. Millioner af fans fra hele verden valfarter til de russiske stadions i de kommende uger, og der er også grønlandsk deltagelse.
Skrevet af Aviâja Kilime
15. juni 2018 11:11

22-årige Ane Andersen fra Uummannaq er rejst de 5554 kilometer til Sochi, der ligger ved Sortehavet tæt på Georgien. Fredag skal hun se VMs første topbrag, når Spanien og Portugal møder hinanden.  

- Jeg er mest spændt på at se stadion, da det er første gang jeg skal se en kamp på et stadion, jeg glæder mig til at se alle menneskerne, og komme ind på stadium og se alle spillerne. 

Ane Andersen besluttede sig i december sidste år, at hun skulle til Rusland for at se VM. 

Og hun nåede endelig frem til Sochi tirsdag, men det startede ikke godt, da hun landede i lufthavnen i Krasnodar, lidt nord for Sochi. 

- Da jeg først ankom til Krasnodar var folk meget uhøflige og de ansatte i lufthavnen var ikke imødekommende. Og alle de ansatte jeg henvendte mig til, kunne ikke engelsk. 

Men det ændrede sig hurtigt, selvom der stadig er sprogproblemer. 

- Da jeg ankom til Sochi, var folk meget venlige, og de ansatte på hotellet var venlige, men de kunne ikke engelsk, så jeg måtte snakke med dem ved brug af Google oversæt.

Ventetiden bruger Ane Andersen på at nyde varmen i Sochi, hvor temperaturen lyder på 29 grader. I aften venter kampen mellem nogle af verdens største fodboldstjerner som Cristiano Ronaldo, Sergio Ramos og Andres Iniesta. 

- Det er dem jeg helst vil se, derfor besluttede jeg mig for at se kampen. Jeg hepper på Portugal, siger Ane Andersen fra Sochi.