Anda Uldum: Snak ordentligt om folkeskolen

Anda Uldum (D) mener, at der i alt for mange år har været en grim tone i debatten om folkeskolen, der er ødelæggende for folkeskoleelevernes selvværd.
Skrevet af Jette Andersen
10. marts 2014 12:37

Forældre skal være mere engagerede i deres børns skole og opildne dem til at komme videre i uddannelsessystemet, efter endt folkeskole, mener medlem af Inatsisartut og medlem af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq Anda Uldum.

- Jeg synes, det er en hetz, at vi åbenlyst - når vi debatterer tingene - hænger vores børn ud, siger Anda Uldum til KNR.

Tallene viser, at de unge i Kommuneqarfik Sermersooq klart har de fornødne ressourcer til at tage en videreuddannelse.

Anda Uldum har nemlig fundet tal for kommunen, der viser, at 9 ud af 10 afgangselever har en tilfredsstillende karakter, der sagtens kan bringe dem videre til en uddannelse.

- Folkeskolen gør deres arbejde meget bedre end tidligere, siger han.

I 2010 tog 53 procent af Kommuneqarfik Sermersooqs unge ikke videre i uddannelsessystemet. I dag - fire år efter - er det tal kommet ned på 44 procent.

- Det er altid dejligt, at ting går i den rigtige retning, men vi ser gerne, at de her 44 procent bliver endnu mindre. Vi skal have så mange som muligt i gang, fordi jo før du tager en uddannelse og kommer ud i beskæftigelse, jo mere tager du ansvar for dit eget liv og kan bidrage til samfundet.

Demokraterne er af den mening, at forældre bør tage ansvar for at opildne deres børn til at tage en videregående uddannelse. Det er trods alt hele 90 procent af eleverne, der får sig en flot afgangseksamen fra folkeskolen, gør Anda Uldum opmærksom på.

- Det er der, vi set et potentiale i at begynde at debattere på en mere positiv måde, og at vi har nogle forældre, som vi opfordrer til at tage ansvar for deres børn.