VIDEO Anda Uldum har ingen planer om at hæve skatten

Finansloven for 2015 er ved at blive behandlet i Inatsisartut. Under andenbehandlingen i tirsdags argumenterede Siumuts ordfører, Jens Immanuelsen, for at sætte skatteprocenten op med en et enkelt procentpoint.
24. april 2015 12:25

Det vil udløse 78 millioner kroner til landskassen, som Siumut bl.a. vil bruge til at forbedre sundhedsvæsenet på.

Men Naalakkersuisoq for finanser, Anda Uldum, og de øvrige koalitionspartnere fra Demokraterne vil dog fastholde den nuværende skat.

- Der er ingen planer om at ændre skatteprocenten, fastslår Anda Uldum over for KNR.

- Når det er sagt, vil jeg gerne sige, at vi naturligvis tager de ting, som de (Inatsisartut, red.) har peget som mulige indtægter til efterretning. Det giver god mening, at komme med forslag, men det er ikke noget, vi arbejder for, siger Anda Uldum til KNR.

Læs også Siumut: For at redde landskassen må man tage det sure med det søde

En skattestigning vil dog være stik mod koalitionsaftalens intentioner.

- Jeg respekterer fuldt ud Inatsisartuts ret til at komme med budskaber og skal heller ikke blande mig i det. Det er noget, de tager op til debat. Det må vi blot tage til efterretning. Men Naalakkersuisut arbejder ikke på at hæve skatten, siger naalakkersuisoq for finanser.

 

Afventer nye besparelse fra sundhedsdepartementet
I ugens løb er forslaget om at spare læger væk i Illoqqortoormiut, Qaanaaq og Qasigiannguit blevet trukket tilbage. Dermed skal pengene findes et andet sted, spørgsmålet er bare, hvor.

- Som jeg tidligere har nævnt, har departementerne selv udpeget de områder, hvor de synes, det ville være passende at spare på. Det er deres ansvar at sende dem videre til finansdepartementet.

Læs også Finanslovsdebat: Skattestigning kan sikre flere indtægter til landskassen

- Men pengene skal findes, så vi må afvente og høre sundhedsdepartementet, hvor de så skal hentes fra. Det glæder vi os naturligvis til at høre, slutter landets finansminister.

Finansloven for 2015 skal efter planen tredjebehandles den 20. maj.