Medie: Amerikansk oliedirektør holder borgermøde i Ittoqqortoormiit
Direktøren for det amerikanske oliefirma Greenland Energy, Robert Price, rejser i dag til Ittoqqortoormiit for at holde et borgermøde klokken 19.30.
Det skriver mediet Danwatch.
KNR har tidligere beskrevet, hvordan selskabet forventer at finde 13 milliarder tønder olie på Jameson Land i løbet af i år.
Direktør Robert Price var senest i Grønland sidste måned som deltagene gæst til Grønlands Erhvervs konference Future Greenland samt åbningen af det amerikanske konsulat i Nuuks nye lokaler.
Samtidig var Jeff Landry, præsident Trumps særlige udsending til Grønland, i Nuuk. Og da han kom hjem fra sin tur, gik han på Fox News. Her gentog han de samme budskaber, som Robert Price har talt om offentligt:
Jeff Landry sagde, at USA kan hive to millioner tønder olie op af undergrunden om dagen. Han udlagde også, at en aftale mellem USA og Grønland kunne være med til at afhjælpe den vestlige verdens olieproblemer som følge af krigen mellem USA og Iran ved Hormuzstrædet.
Problemet er bare, at både Geus Grønland og departementschefen for råstoffer, Jørgen Hammeken-Holm, har fortalt til KNR, at det er højest usandsynligt at finde så meget olie.
Desuden oplyste Jørgen Hammeken-Holm i sidste uge til KNR, at Greenland Energy ikke har fået tilladelse til at lave prøveboringer. De må blot lave forundersøgelser af geologien i området.
Til trods for, at amerikanerne ikke starter et stort olieeventyr inden året er omme nær Ittoqqortoormiit, så er det ikke en information, som er nået de lokale.
Danwatch har talt med formanden for lokaludvalget, som kritiserer selvstyret.
Lokale krav
Lokalrådet i Ittoqqortoormiit har udformet seks krav til Greenland Energy forud for dagens borgermøde.
Her vil de have Robert Price til at skrive under på at sponsorere en udvidelse af sportshallen, oprette et container-fitnesscenter, udendørs wellness, opvarmet pool samt nye fangshytter.
- Hvis de ikke er med på aftalen, så har jeg snakket med borgerne om, at vi vil blokere fysisk. Med vores joller, siger Hans Brønlund til Danwatch.
Hans Brønlund fortæller videre, at lokalrådet kræver, at Greenland Energy chartrer en helikopter for at fotografere området.
- Så befolkningen kan flyve over det sted, hvor de vil bore og ødelægge landet. Vi vil have, at hele området skal fotograferes, så vi kan have det som et minde, siger Hans Brønlund til Danwatch.
Manglende informationer
Ken Madsen er født og opvokset i Ittoqqortoormiit. Han fortæller til Danwatch, at de fleste lokale ikke har meget viden om planerne for olie i Jameson Land.
- Der er blevet givet så lidt information til os fra myndighedernes side, at de fleste slet ikke ved, hvem det er, der kommer, og hvad det er, der er på vej, siger Ken Madsen til Danwatch.
At Greenland Energy har kommunikation med nogle af nøglepersonerne rundt om den amerikanske præsidents ønsker om at overtage Grønland, er ikke noget, der er nået til Ittoqqortoormiit.
- Jeg synes, det er meget trist, at vi ikke ved mere, når vi nu pludselig skal forholde os til så stort et projekt. Det her er ikke noget, den enkelte borger kan påvirke. Det er selvstyret, kommunen, borgmesteren – de øverste politikere – der må komme mere på banen, siger Ken Madsen til Danwatch og fortsætter:
- Jeg vil gerne vide, hvordan man sikrer, at det her projekt ikke får katastrofale konsekvenser for miljøet. Dér, hvor de vil bore, er jo præcis dér, vi fanger vores moskusokser.
Selvstyret roser selskabet
Danwatch har fået en kommentar fra departementschef Jørgen Hammeken-Holm.
Han fortæller mediet, at Departementet for Råstoffer ikke var klar over, at Greenland Energy holder borgermøde i dag.
Dog udtrykker han sin beundring for initiativet.
- Jo mere information, der kommer ud til borgerne, jo bedre. Så længe de her aktiviteter bliver udført i henhold til de regler, standarder, krav og vilkår, som vi stiller op, har vi ikke rigtig nogen bekymring, siger Jørgen Hammeken-Holm til Danwatch og fortsætter:
- Det er en lovlig aktivitet, og så længe Greenland Energy følger den, og de gør alt, hvad vi siger, så har jeg ingen problemer med dem.
KNR arbejder på at få en kommentar fra naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv og råstoffer, Múte B. Egede (IA).