Amerikansk krav om arktisk ambassadør

En række amerikanske kongresmedlemmer vil have oprettet en arktisk amssadør-stilling i USA.
Skrevet af Karsten Sommer
05. maj 2014 07:04

USA har ambassadører i Fiji og i Kongeriget Tonga, men ikke en arktisk ambassadør. Og det er uholdbart, mener en række medlemmer af den amerikanske kongres.

At der ikke er en ambassadør for en region, der får stadig større betydning for USA og dets interesser, stiller kongresmedlemmerne sig uforstående overfor. Det skriver hjemmesiden Star & Stripes på sin hjemmeside.

Medlem af Repræsentanternes Hus Rick Larsen fra Demokraterne og den republikanske Jim Sensenbrenner ser gerne, at der oprettes en institution, der skal sikre USA's arktiske interesser, og der vil en arktisk ambassadør være løsningen, siger de:

- Arktis bliver hurtigere og hurtigere det 21. århundredes svar på jagten på Nordvestpassagen, siger Rick Larsen fra staten Washington:

- En position på ambassadør-niveau er et vigtigt skridt i at koordinere USA's handels-, miljø- og sikkerhedsmæssige interesser i regionen, siger Rick Larsen.

Til dels på grund af klimaændringerne er Arktis blevet mere tilgængelig for videnskaben, kommerciel brug og for turisme fra Kina, Rusland og andre nationer.

USA har to isbrydere i regionen, men hvis det stod til Rick Larsen og hans demokratiske kollega i staten Washington Maria Cantwell burde USA udvide sin isbryderflåde.

For tiden står 20 føderale organer, Udenrigsministeriet og forsvarsministeriet Pentagon inklusive, og The National Science Foundation for tilsynet af USA's arktiske politik.

Ifølge Sensenbrenner-Larsen-lovforslaget bør en eventuel amerikansk arktisk ambassadør stå til ansvar for politikken og være formand for Arktisk Råd, når det bliver USA's tur til at have formandskabet i Rådet i 2015.