Amerikansk besøg: Nu udtaler politiet sig

Grønlands Politi fortæller nu for første gang, hvordan de forbereder sig på den amerikanske andendames besøg.
Sådan så det ud, da forstærkninger fra politiet i Danmark ankom til Nuuk i går for at assisterer Grønlands Politi. Foto © : Irene R. Jeppson / KNR
Skrevet af Markus Valentin
24. marts 2025 15:08

Nuuk og Sisimiut får denne uge besøg af en delegation fra den amerikanske administration samt vicepræsidentens kone, Usha Vance.

Besøget medfører en skærpet sikkerhedsindsats, og Grønlands Politi har derfor anmodet om assistance fra danske politikredse. Det skriver politiet i en pressemeddelse.

- Det er helt normal procedure at anmode andre kredse om assistance, når der er større begivenheder, siger vicepolitiinspektør Gideon Qvist.

Vicepolitidirektøren understreger, at politiet altid vurderer behovet for ekstra tiltag ved større besøg.

Ud over den danske politibistand medbringer den amerikanske delegation deres eget sikkerhedsopbud.

Søndag landede to fly fra det amerikanske luftvåben i Nuuk med blandt andet specialkøretøjer. Ifølge politiet er det en rutinemæssig foranstaltning ved denne type besøg.

Af operative hensyn ønsker Grønlands Politi ikke at oplyse yderligere om indsatsen.

Politiet holder pressemøde på politistationen i Nuuk klokken 15.

Opfordrer til at hilse på politiet

I et opslag på Facebook skriver Grønlands Politi, at der kommer til at være mere politi i gaderne i Nuuk.

- Du vil i denne uge i Nuuk og Sisimiut opleve mere politi i gadebilledet end normalt, står der i opslaget.

Dertil opfordrer de til, at borgerne hilser på de danske kollegaer fra politiet, hvis man møder dem.