Amerikanere delte penge ud i Nuuk

Amerikanere iført rødt, hvidt og blåt delte penge ud i Nuuk og prøvede angiveligt at rekruttere lokale til at arbejde for Trump.
Foto © : Aqqalu Augustussen
Skrevet af Markus Valentin
14. januar 2025 15:27

Et optog kom bag på de lokale nuummiut.

Omkring frokosttid tirsdag smækkede bildørene på lejebiler ved parkeringspladsen foran Brugseni.

Iført tøj med det amerikanske flag begyndte to unge amerikanere at dele penge ud til forbipasserende.

Erik Absalonsen (th) fandt sig selv midt i postyret, da de to amerikanske youtubere delte penge ud i Nuuk. Foto © : KNR / Markus Valentin

Erik Absalonsen stod foran Brugseni og så det hele:

- Det er amerikanerne, som giver 100-dollarsedler. De sagde ikke, hvem de var, men de talte amerikansk.

KNR's reporter på stedet talte også med en kvinde, som modtog penge fra de amerikanske mænd. Hun fortæller blandt andet, at mange børn modtog 300, 400 og 500 dollar. 

Kort efter mødte politiet op på stedet og ryddede parkeringspladsen.

Et billede af nogle af de penge, som amerikanerne delte ud. Foto © : Privat

Kendte Youtubere

Det danske medie TV2 oplyser, at det er to amerikanere fra Youtube-kanalen Nelk Boys.

Blandt deres videoer er blandt andet en, hvor de bliver inviteret op i Trump Force One af Donald Trump.

Det samme fly, som hans søn Donald Trump Jr. landede i i Nuuk for en uge siden.

Grønlandsbanken

Hos Grønlandsbanken blev man også opmærksom på, at der foregik noget underligt.

Ifølge deres presseafdeling, kom der en del mennesker ind i filialen i Nuuk for at få sedlerne vekslet.

Vi har dokumenteret, at de var kunder i banken, og så har vi afvist alle under 18. Der er tale om rigtige pengesedler. Vi har krydstjekket både med valuta, vi ligger inde med, og på vandmærker, at de er gode nok, fortæller Grønlandsbanken.