Amerikaner angrebet af isbjørn i Canada

En amerikansk mand meldes i kritisk tilstand, efter han er blevet angrebet af en isbjørn under en campingtur i den canadiske ødemark i den forløbne uge.
Skrevet af Karsten Sommer
29. juli 2013 04:43

Den kvæstede naturelsker, der hedder Matt Dyer og arbejder som advokat i den amerikanske delstat Maine, blev angrebet af det store dyr i onsdags i den naturskønne nationalpark Torngat Mountains, der ligger på halvøen Labrador.

Efter angrebet er han blevet bragt til et hospital i Montreal, hvor han nu får lægehjælp, lyder det. Og ifølge hans kone har han det bedre.

- Han har modtaget rigtig god behandling for at hjælpe ham med til at overleve, siger hun via sygehuset i en erklæring.