Alvorlig fejl koster uddannelsen

Piareersarfik i Narsaq fik ved en fejl ikke sendt 23 uddannelsesansøgninger videre. Det får konsekvenser for flere af de uddannelsessøgende.
03. juli 2014 13:59

I første omgang lød det, at alle 23 elever måtte vente et helt år, før de kunne søge ind på deres drømmeuddannelse igen. Det skrev avisen AG den seneste udgave.

Nu viser det sig dog, at sagen ikke får helt så store konsekvenser, som først frygtet. Faktisk er det kun en enkelt elev, der for alvor trækker Sorteper og ender med at skulle udsætte studierne et helt år.

Nuka-Emaraq Nathansen Enoksen var blandt de uheldige, hvis ansøgning ikke var blevet sendt videre.

- Det er rigtig træls, sagde hun derfor til AG.

Hun er dog bedre til mode i dag, hvor hun har fået en ny tilbagemelding.

- Da jeg fik at vide, at jeg er blevet optaget, blev jeg meget glad. Det varmede mit hjerte meget, og nu har jeg kræfter til det, siger den kommende studerende på Socialpædagogisk Seminarium.

Leder af Piaresarfik i Narsaq Josef Petersen ærgrer sig stadig gevaldigt over den alvorlige fejl, men glæder sig over, at det trods alt er gået i orden for de fleste, selvom flere har måttet tage til takke med deres anden prioritet.

Værst er det dog for en enkelt person, der havde søgt ind på Søfartsskolen. Her var der ikke noget at gøre, og da personen ikke havde nogen anden prioriteret, må personen udsætte studiestarten et år.

De øvrige elever har enten fået dispensation og er blevet optaget alligevel, eller de er blevet taget med i vurderingen på samme vilkår som de elever, der har søgt i tide. Dog har flere måtte tage til takke med deres 2. prioritet.

Josef Petersen fortæller, at fejlen skete, fordi en ny medarbejder havde overtaget opgaven. Denne havde indført samtlige studerendes oplysninger i et elektronisk system, som er nok for gymnasierne. Andre uddannelser kræver dog, at få ansøgningerne per post, og her skete fejlen.