Alt for få unge i Tasiilaq uddanner sig

Det er hovedsaligt manglende viden om uddannelsessystemet, der holder de unge i Tasiilaq fra at starte på en videregående uddannelse. De mangler viden om adgangskrav, og de har stort set ingen viden om, hvilke uddannelser der findes, og hvad de indeholder.
Skrevet af Peter Troelsen
22. november 2012 10:07

Af de 140 elever, der forlod folkeskolen i Tasiilaq i 2011 og 2012, kom 40 videre på efterskole og 3 kom på GU. Ikke en eneste af eleverne kom direkte videre på en erhvervsfaglig grunduddannelse. Det er noget nært katastrofalt med blik på fremtiden.

-Det er yderst bekymrende, at vi ikke får styrket de skuldre, der skal løfte vores velfærd, grundet et system der ikke tager hånd om de unge. Vi har brug for alle kræfter, hvorfor vi har et ansvar for, at uddannelsessystemet som minimum skal fungere, fastslår Martin Ben Shalmi, der er formand for Sermersooq Erhvervsråd.

Torsdag og fredag afholdes der en uddannelsesmesse i Tasiilaq, som Sermersooq Erhvervsråd er arrangører af. Her er der tilmeldt mere end 225 unge mennesker. Her er der mulighed for at få overblik over, hvilke muligheder der er på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. Med denne messe håber Sermersooq Erhvervsråd at få mere gang i de unge i Tasiilaq.

-Sermersooq Erhvervsråd tror på eksemplets magt. Derfor har vi i programmet lagt vægt på, at unge mennesker fortæller om de uddannelser de er i gang med – og hvilke udfordringer de til dagligt møder, som forhåbentligt kan inspirere andre unge, til den videre proces i uddannelsessystemet, siger Marie Fleischer, der er direktør i Sermersooq Erhvervsråd.