Almindeligt at regler ikke bliver overholdt i Selvstyret

Det er ganske almindeligt at regler ikke bliver overholdt i Selvstyret. Det kan man læse ud af en rapport Selvstyret har fået udarbejdet.
04. september 2013 04:48

- Det er ukompliceret at fastslå, at regler om notatpligt og frist for behandling af bl.a. aktindsigtsbegæringer ikke i særligt vidt omfang er overholdt i de to sager.

Så klar er kritikken i den rapport Selvstyret har fået udarbejdet om ansættelsen af Julie Rademacher og fyringen af Andreas Salmony.

Alligevel mener advokaten bag rapporten, Niels Hansen Damm ikke, at der er tale om noget bemærkelsesværdigt.

Han slår fast at det ikke er noget ukendt problem.

Sagen startede med en aktindsigt fra KNR den 23. april omkring udgifterne i forbindelse med en tur til Danmark Julie Rademacher deltog i og siden kom aviserne og Palle Christiansen også med begæringer. Alle blev de syltet og svarfristen på 10 dage var helt ude af syne.

KNR fik svar på sin begæring om aktindsigt den 31. maj. 38 dage efter begæringen blev sendt.

Ifølge den rapport Selvstyret har bestilt, er der dog ikke noget særligt bemærkelsesværdigt her. Det er blot et billede på hvordan der bliver arbejdet i Selvstyret.