Havareret krydstogtskib: Alle passagerer er sikkert i havn

Efter en dramatisk weekend for passagerne på krydstogtskibet "Viking Sky", er de nu sikkert i havn i Molde.
Skrevet af Ritzau
25. marts 2019 10:37

Passagerne kan dermed ånde lettede op efter en dramatisk weekend på skibet. Det var lørdag faretruende tæt på at støde på grund, da fire motorer gik i stå, da krydstogtskibet var sejlet ud i voldsomt vejr med bølger på op mod 15 meter.

Krydstogtskibet var blot 100 meter fra at støde på grund og dermed tæt på en katastrofe, siger skibsingeniør ved ingeniørforeningen IDA, Hans Otto Holmegaard Kristensen.

- Det er gået op for mig, at man har balanceret på kanten af en katastrofe. Redningsmæssigt har man været på det rette sted på det rette tidspunkt lige til at undgå katastrofen, siger han.

LÆS OGSÅ Stort krydstogtskib evakueres ud fra Norges kyst

 

- Vi taler næsten om minutter eller i hvert fald ganske få timer fra, at det gik grueligt galt, siger Hans Otto Holmegaard Kristensen.

We made it!

Han mener, at ankeret reddede skibet, da det fungerede som en nødbremse, der afværgede den farlige situation.

Skibet havde 1373 personer om bord. 915 personer var passagerer. Af de passagerer er 17 blevet bragt til sygehuset, og tre af dem er kommet alvorligt til skade.

I havnen i Molde er passagerne dog nu sikkert i land.

- We made it, siger en af passagerne ifølge det norske medie NRK, da vedkommende træder i land.

De fleste om bord er briter og amerikanere.

I Molde står kommunen klar med fuldt kriseberedskab.

- En dramatisk situation er ved at ende på en rigtig god måde, sagde talsmand Jan Arve Dyrnes søndag.