Alle gode gange tre

Skrevet af Oline I. Olsen
29. marts 2011 15:25

Det er en erfaren slædekusk der i lørdags vandt titlen som den bedste hundeslædefører i hele Nordgrønland. Det er nemlig tredje gang, at Jørgen Kristensen vinder den ærefulde titel. Dog ikke tre gange i træk.

Deltagerne fra Ilulissat blev hilst velkommen med fakkeltog da de i går kom hjem fra konkurrencen.

- Det var superdejligt at blive modtaget på den måde. Jeg følte mig velkommen, det var rart, siger Jørgen Kristensen.

Han fortæller, at han træner med sine hunde op til et løb.
- Det tager selvfølgelig tid at træne dem. Vi kører 3-4 gange om ugen. Jeg sørger for, at hundene er udhvilede mellem turene; ellers kan de ikke blive bedre og stærkere, siger Jørgen Kristensen.

Men det er ikke kun hundene, der skal trænes op til et løb. Jørgen Kristensen øver sig konstant i at blive bedre ved at lære af sine fejltagelser.

- Jeg skal blandt andet sørge for at have ekstra skagler med, have en skærekniv placeret det rigtige sted og sørge for at lægge en plan for hundeslædeturen.

Men, hvad er det egentlig, han gør ved hundene, som gør dem til de hurtigste?

- Hvis du er god ved dine hunde, vil de også være gode ved dig. Det kan være en hård opgave at passe og pleje hundene. Hundepladsen skal holdes ren, der skal være foder og drikkevand til hundene, men jeg ved, at alle de anstrengelser i sidste ende bliver belønnet med noget godt, siger Jørgen Kristensen.

Han kunne godt tænke sig, at der for fremtiden bliver holdt hundeslædeskole for børn og unge op til hundeslædevæddeløbet Avannaata Qimussersua.