Alle folketingskandidater endnu ikke offentliggjort

Atassut og Kattusseqatigiit Partiiat har endnu ikke offentliggjort deres folketingskandidater. Det kan tidligst ske en gang i næste måned, oplyser begge partier.
Skrevet af Mads Lynge
28. juli 2011 08:00

Ifølge Atassuts partisekretær er man dog i fuld gang med forberedelserne:

- Vi er i fuld gang med forberedelserne, og hovedbestyrelsen holder et møde på onsdag i næste uge, hvor der skal sættes en dato for offentliggørelsen af kandidaterne. Men først skal de jo lige godkendes, så jeg kan kun sige, at vi offentliggør vores kandidater en gang i august måned, siger Hans Lyberth til KNR.

Han oplyser, at man først vil samle kandidaterne, så de sammen kan fremlægge deres valgprogram.

Hos Kattusseqatigiit Partiiat gør noget lignende sig gældende:

- Først senere vil vi offentliggøre kandidaterne. Folk skal lige vende tilbage fra ferie, og hovedbestyrelsen har endnu ikke holdt opstillingsmøde. Omkring midten af august kan vi offentliggøre vores kandidater til folketinget, siger Kaaleeraq Frederiksen fra Kattusseqatigiit Partiiat.

Siumut, Demokraterne og Inuit Ataqatigiit har offentliggjort deres folketingkandidater.