Aleqa møder krav om undersøgelse

Partier kræver forvaltningsrevision af formandens departement.
20. september 2013 08:52

Demokraterne ønsker sammen med IA en forvaltningsrevision af Aleqa Hammonds departement. Det sker efter sagerne med masseafskedigelser og opsigelser, samt ikke mindst ansættelsen af den politisigtede Carsten Frank Hansen som departementschef for finanser og indenrigsanliggender.

En revisionsundersøgelse skal også omfatte de forskellige økonomiske og juridiske aftaler, selvstyret har indgået med de personer, der er blevet fyret eller selv har sagt op.

- Tiden er kommet til, at man får lavet en egentlig forvaltningsrevision af hele formandens departement, siger Jens B. Frederiksen fra Demokraterne.

- Når departementschefen fra formandens departement går ud og påstår ét det ene tidspunkt og noget andet lidt efter, og hvor journalister sågar bliver beskyldt for ikke at tale sandt, da synes jeg, vi har et stort problem. Derfor gælder det om at få gang i denneher undersøgelse nu.

Hans og Palle Christiansens forslag får opbakning fra Inuit Ataqatigiit.

- Vi er utrygge ved den måde tingene bliver forvaltet på, og jeg tror ikke alene det er os, jeg tror, der er en helt udbredt undren i befolkningen over, at der er så mange verserende sager, hvor vi ikke kan få nogen ordentlige svar, lyder det fra Kuupik Kleist.

Demokraterne foreslår en revisionsundersøgelse, der skal styres af Inatsisartuts revisionsudvalg altså med deltagelse fra partierne og ikke kun Naalakkersuisut selv.

Jens B. Frederiksen siger, at det er nødvendigt, før en undersøgelse kan respekteres som uvildig. Dette vinder genklang hos den tidligere regeringsleder.

- Det skal under alle omstændigheder være en helt uafhængig instans og ikke nogen af de advokatfirmaer, som man benytter sig af nu.

Aleqa Hammond henviser til rapporten fra advokatfirmaet Malling og Hansen Damm, som frikendte selvstyret. Et advokatfirma der har et nært samarbejde i forvejen med Personalestyrelsen.

Ifølge oppositionen et alt for nært samarbejde til at man kan kalde en rapport for uvildig.

Formanden for Naalakkersuisut takkede nej til et interview med Radioavisen. Vi kunne forholde os til de ord hun brugte i inatsisartutsalen, sagde hun.

Fra talerstolen henviste Hammond også til hendes bestilte rapport fra Malling & Hansen Damm.

- Vores undersøgelse siger, at formandens departement har arbejdet efter loven. Jeg er jo den ansvarlige som Naalakkersuisoq, lige som da I var Naalakkersuisut, der skulle I jo selvfølgelig også arbejde efter gældende lovgivning, lød Aleqa Hammonds ord til Inatsisartuts politikere.