Aleqa Hammond vil have et fiskeriseminar

Formanden for oppositionspartiet Siumut, Aleqa Hammond, vil have Naalakkersuisut til at indkalde til et seminar om fremtidens fiskeri.
17. september 2009 08:34

Hun henviser til, at fiskeriet i Grønland står overfor store udfordringer uanset, om det drejer sig det kystnære eller udenskærs fiskeri. Og hun nævner i flæng produktionsanlæg, der ikke drives optimalt, manglende personale, for lave fiskepriser og nye afgifter på vej.

Derfor vil hun hurtigst muligt have indkaldt repræsentanter for hele fiskerisektoren til seminar, hvor fiskeriloven kan sættes under debat - hvor spørgsmålet om mindstepriser kan drøftes, og hvor personalepolitikken på fabrikker og indhandlingssteder kan diskuteres.

Aleqa Hammond vil samtidig også have, at der gives plads til fisker- og fangerorganisationen KNAPK og lønmodtagerorganisationen SIK i Royal Greenlands bestyrelse.

Endelig skal et seminar munde ud i en klar linie for fiskeriets fremtid, skriver Aleqa Hammond blandt andet i sin henvendelse til Naalakkersuisut.