Aleqa Hammond om flag-debat: Danskerne er på charmeoffensiv

Sirius-patruljen skal fremover patruljere med både dansk og grønlandsk flag, mener den danske regering. Charmeoffensiv, siger Aleqa Hammond.
- Danskernes taknemmelighed til Grønland har aldrig været større end nu, hvor verdens øjne er rettet mod Grønland. Hvis de havde respekt for vores flag, var de kommet med det forslag for længe siden, siger Aleqa Hammond til KNR. Foto © : KNR
Skrevet af Nauja Møller
07. januar 2020 11:51

Siden 1952 har Sirius-patruljen patruljeret i Nordøstgrønland med et enkelt dansk flag på slæden.

Men det kan snart ændre sig.

Den danske regering mener nemlig, at det danske flag skal have selskab af det grønlandske på patruljens slæder.

Men tidspunktet for forslaget om at tilføje det grønlandske flag ved siden af det danske flag er ikke tilfældig, mener formanden for Inatsisartuts udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg, Aleqa Hammond (NQ):

- Det er på tide, siger hun.

LÆS OGSÅ Regeringen vil tilføje det grønlandske flag til Sirius-patruljens hundeslæder

- Danskernes taknemmelighed til Grønland har aldrig været større end nu, hvor verdens øjne er rettet mod Grønland. Hvis de havde respekt for vores flag, var de kommet med det forslag for længe siden, siger Aleqa Hammond til KNR.

Hun mener, at flagforslaget fra den danske regering er en ny charmeoffensiv mod Grønland.

- Man kan se det på den måde, at danskernes charmeoffensiv mod Grønland har ændret sig. De kan nemlig ikke undvære Grønland. For Grønlands strategiske placering i den internationale storpolitik har aldrig været vigtigere for danskerne end nu i kampen om Arktis og Nordpolen, siger Aleqa Hammond.

IA: Det er en god idé med grønlandsk flag på slæde

Mimi Karlsen (IA) er Aleqa Hammonds kollega i Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg. Hun ser også gerne Erfalasorput vaje fra Sirius-patruljens hundeslæder. 

- Danskerne har ansvaret for forsvaret, beredskabet og patruljeringen, men da de er i Grønland, og patruljeringen sker i Grønland, er det en god idé, siger Mimi Karlsen (IA).

Den danske forsvarsminister Trine Bramsen (Soc) sagde mandag til DR, at man med de grønlandske flag først og fremmest vil signalere, at sikkerheden og trygheden bliver opretholdt sammen med grønlandske kollegaer.

Flaget er en slags springbræt til at involvere os mere. 

- Det her handler først og fremmest om, at vi klart signalerer, at sikkerheden og trygheden løfter vi med de grønlandske kollegaer. Vi løfter det sammen og har et fælles ansvar, forklarede Trine Bramsen til DR.

Og netop det er lig med nye ønsker om at inddrage flere grønlændere i patruljeringen af landet.

- Flaget er en slags springbræt til at involvere os mere. Og jeg mener, at det kan bruges til at inddrage unge grønlændere i håndhævelsen af suværiniteten af vores land, siger Mimi Karlsen (IA).

Og det er Aleqa Hammond enig med hende i:

- Jeg mener, at der bør ske sættes handling bag hendes ord. Jeg vil gerne se flere grønlændere deltage i Sirius-patruljen, siger Aleqa Hammond.