Aleqa: Grønland kan snart eksportere uran

Lørdag formiddag indledtes den første Arctic Circle konference i Reykjavik, under værtskab af den islandske præsident og med en lille uran bombe fra Grønlands leder.
12. oktober 2013 13:24

Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond talte om klimaforandringer og hvordan de påvirker de arktiske egne.

Desuden kom formanden også ind på afskaffelsen af nultolerancen over for uran, og det lader til at alle tanker om at skynde sig langsomt for længst er droppet.

- Den 24. oktober, vil Inatsisartut skulle træffe en meget vigtig beslutning om at afskaffe nul-tolerancepolitikken over for uran, lød den klare udmelding, sagde Aleqa Hammond, der forklarede videre, at ophævelsen vil medfører:

- At Grønland i en ikke så fjern fremtid vil kunne blive en betydelig uraneksportør - potentielt blandt verdens top- 10 eller muligvis top -5 eksportører af uran, sagde Aleqa Hammond.

Hun slog yderligere fast, at Grønlandsk uranproduktion vil være til glæde for hele verden.
 
- Kernekraft er en af de reelle muligheder til rådighed, hvis vi skal tackle de globale klimaforandringer i dag, lød formandens udmelding.

Hos oppositionen undrer Sara Olsvig sig over Aleqa Hammonds udmelding.

- Jeg mener det er meget magtarrogant, at melde en ophævelse af nul-tolerancen ud over for verdenspressen, inden Inatsisartut har færdigbehandlet emnet, og at melde Grønland på banen som en af verdens top-5 uraneksporterende lande, når formanden for Naalakkersuisuts partikammerater bliver ved med at sige uranisiornianngilagut - vi skal ikke bryde uran, skriver Sara Olsvig på Facebook.
 
Der er til denne åbningskonference tilmeldt mere end 900 internationale deltagere, med deltagelse fra alle otte arktiske stater, og mere end 40 andre lande inkl. Kina, Indien, Tyskland, Brasilien, Sydkorea og Singapore.

De øvrige talere inkluderede FNs generalsekretær Ban Ki-Moon, USAs tidligere uden-rigsminister Hillary Rodham Clinton og formanden for FNs klimapanel Rajendra K. Pa-chauri.