Aleqa: Grønland er ikke klar til MSC

MSC-rådet skal i næste måned tage stilling til om grønlandske rejer kan blive optaget i ordningen, der blåstempler fiskeprodukterne som er bæredygtigt fanget.
13. december 2010 11:30

Selvom en samlet fiskeindustri, fiskernes organisation KNAPK, Naalakkersuisut og de øvrige partier alle er enige om, at MSC-certificeringen er vigtig for afsætningen, er Siumuts formand stadig yderst skeptisk:

- Indtil videre synes jeg ikke, at informationen og formidlingen om MSC-ordningen fra Naalakkersuisut har været god nok, siger Siumut-formand Aleqa Hammond, der altså savner tilgængelig håndfast viden om hvad MSC-mærkning betyder for markedet:

- Jeg betvivler ikke dokumentationen. Jeg vil gerne se noget dokumentation, så jeg kan læse mig frem til de beretninger eller rapporter eller hvad det kan være, som landstyremedlemmet for fiskeri har, således at vi som landstingsmedlemmer også er ajourført hvad angår informationsformidling, lyder det fra Aleqa Hammond.

Og derfor mener hun ikke, at Grønland endnu er klar til MSC:

- Jeg tror ikke, at MSC-ordningen i sig selv på nuværende tidspunkt er gennemdiskuteret og gennemdebatteret nok til at fiskerierhvervet nu kan løfte det.

På trods af, at fiskernes og fangernes organisation KNAPK i sidste uge understregede vigtigheden og fordelene ved MSC-mærkede produkter, mener Aleqa Hammond ikke, at de menige fiskere er kommet nok til orde i spørgsmålet.

- Jeg tror ikke, at den menige fisker er blevet hørt nok, og jeg synes heller ikke, jeg har hørt deres holdninger omkring MSC-ordningen i sig selv. Og jeg tror, vi skal være meget påpasselige med at komme med nye krav til vores fiskere, hvis de gør, at deres levevilkår kommer til at gøre endnu mere ondt end nu. Ikke hermed sagt at vi er imod det, men jeg mener, at vi langt fra har gennemdebatteret spørgsmålet endnu, udtaler Aleqa Hammond.