Aleqa: Det var på tide med mere offentlighed

På den hjemlige politiske scene er oppositionens leder, Aleqa Hammond, meget glad for, at Naalakkersuisut nu endelig lover mere offentlighed om olieprøveboringerne.
Skrevet af Rune Langhoff
04. august 2011 11:52

- Det er meget fornuftigt, at naalakkersuisut langt om længe kommer til fornuft og lover mere åbenhed, siger Siumuts leder Aleqa Hammond. Det er nemlig på tide.

- Vi skulle desværre først i gennem en masse fnidder fnadder, før de nåede dertil. Men lad os nu se og tænke positivt og håber der kommer nogle ændringer.

Informationsniveauet har nemlig ifølge Aleqa Hammond været under al kritik:

- Det er utrolig vigtigt, at der bliver informeret åbent om et så vigtigt emne som olieprøveboringerne. Et emne, der ikke er ret meget viden om her i landet. Det hidtidige informationsniveau har været uacceptabelt og jeg er meget glad for, at naalakkersuisut nu er begyndt at lave om på det, siger Aleqa Hammond.

Hun fortsætter med at sætte fokus på, at det er vigtigt at informationerne ikke bare bliver lagt frem, men også at de bliver lagt frem på grønlandsk:

- Høringernes sprog burde først og fremmest være på grønlandsk. Og så først siden dansk og engelsk. Det har ikke været tilfældet og det er under al kritik.

Hun mener i øvrigt også, at det ikke bare er informationen af befolkningen den har været gal med. Inatsisartut-politikerne har heller ikke fået nok information overhovedet. Og det er ikke godt nok - vi er jo ikke Greenpeace, siger hun.