Aleqa: Den danske regering diskriminerer de faderløse

Der er for alvor kurrer på tråden mellem den danske regering og Naalakkersuisut i sagen om de juridisk faderløse grønlændere.
Skrevet af Apollo Jeremiassen
28. april 2014 11:03

Det er stadig spørgsmålet om en kompensation til de juridisk faderløse, hvis fædre er døde, og hvor arvesagerne er sluttet, der deler vandene.

Det kom frem under et pressemøde med formanden for Naalakkersuisut her til formiddag i København. Her slog Aleqa Hamonnd med syv-tommer-søm og med et enigt Inatsisartut i ryggen fast, at hvis regeringen og Folketinget mener, at sagen om de juridiske faderløse i Grønland er et afsluttet kapitel, så tager de meget fejl.

Der er tale om en klar diskrimination i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention, som for længst er tiltrådt af både Danmark og Grønland, understregede Aleqa Hammond.

Under pressemødet var der to ting, som formanden for Naalakkersuisut understregede. Det første var, at hun igen gjorde den danske regering opmærksom på, at der i dag i Rigsfællesskabet findes juridiskfaderløse, som ikke har arveret efter deres far. Det andet var, at selv efter den nye lov er vedtaget i Folketinget, vil man fortsat diskriminere den del af befolkningen af juridisk faderløse, hvis far allerede er gået bort ved dødsfald og ikke har arveret efter ham.

- Det betyder, at den nye lovgivning vil sikre bedre rettigheder og bedre retsstilling til de, hvis fædre stadig er i live, men hvis faren er gået bort, vil de efterladte faderløse stadigvæk ikke have ret til noget som helst. Det mener vi ikke er fair, og vi mener samtidig, det er vigtigt, at vi tager denne her sag alvorligt og snakker sammen mellem to regeringer, siger Aleqa Hammond.

Den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, har for 14 dage siden meldt ud, at sagen om de juridiskfaderløse anses som afsluttet fra den danske side. Men Aleqa Hammond mener, at hvis sagen skal ses som afsluttet, skal begge parter være enig om dette.

- I dette sammmenhæng vil jeg mene, at sagen langt fra er uddebatteret, fordi den først skal debatteres, før den kan være uddebatteret. Og for det andet er sagen langt fra afsluttet, fordi lovforslaget ikke er vedtaget i Folketinget endnu, siger hun.

Det næste skridt fra Aleqa Hammond er at forsøge at få et møde med sin kollega Helle Thorning-Schmidt, mens hun stadig er i København. Samtidig vil hun snakke med alle relevante instanser i Folketinget om sagen.

- Min tid hernede i København skal være udtryk for, at den grønlandske befolkning føler sig unfair behandlet i forbindelse med udformningen af den nye lov, hvis paragraf 5 stadigvæk vil indebære en diskrimination af dele af befolkningen, siger Aleqa Hammond.