Aleqa: Brud fra Atassut styrker Siumut

Oppositionen blev i går splittet, da Atassut stemte for koalitionens finanslov for 2011. Men Aleqa Hammond afviser, at det er Siumut, der har skræmt Atassut i favnen på koalitionen.
Skrevet af Rune Langhoff
16. november 2010 15:07

- Samarbejdet har været udmærket og gnidningsfrit. De har blot ønsket flere udvalgsposter, end vi kunne give dem.

Og netop de vigtige udvalgsposter, som Siumut ikke ville give Atassut nok af, vurderer Aleqa Hammond som den vigtigste grund til bruddet i oppositionen.

Hun har faktisk en vis forståelse for, at Atassut vil have mere indflydelse.

- De har jo ikke noget medlem af finansudvalget. Derfor har de meget svært ved at vurdere, hvilke forhandlinger, der er i gang i forbindelse med finansloven.

Hun frygter dog ikke, at Siumut nu bliver isoleret som eneste parti i opposition.

- Det er en rolle, som vi hele tiden har været forberedt på. I stedet for at give Atassut fem udvalgsposter, bliver det nu sådan, at vi får dem selv. Så det gør os faktisk stærkere end før.

Aleqa Hammond stiller dog spørgsmålstegn ved, om Atassut ligeledes bliver stærkere af bruddet?

- Nu skal de jo stemme med koalitionen, og så kan man jo spørge sig selv om det styrke Atassut?

Og mens Atassuts ja til finansloven kom som en overraskelse for mange, havde de set det komme i Siumut.

- Vi vidste, at de ville stemme ja dagens inden afstemningen. Vi blev på mange måder ikke så overraskede over det.

Derfor er der heller ikke utilfredshed med bruddet fra Siumuts side.

- Jeg vil ikke sige, de er utaknemmlig. De prøver blot at få så stor indflydelse som muligt, og det mener de, de kan få med et valgteknisk samarbejde med koalitionen. Det er de i deres fulde ret til.