Aleqa beklager Claus Jensens afgang

Det er formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond der repræsenterer Selvstyret i alle sager om selskaber, der er helt og delvist ejet af Selvstyret. Sådan altså også i sager om det skandaleomsuste KNI.
Skrevet af Peter Troelsen
19. november 2013 03:01

Efter fyringen af direktøren står KNI overfor at skulle besætte tre ledende stillinger i løbet af meget kort tid. Jobbet som økonomichef og jobbet som regnskabschef skal også besættes inden for en kort tidshorisont.

- På vegne af Naalakkersuisut beklager jeg dybt, at en af de vigtigste virksomheder i dette land, er kommet i en ledelsesmæssig alvorlig situation. Men jeg er overbevidst om, at den bestyrelse som i august blev valgt til at være den overordnede ansvarlige for selskabet, kan løfte opgaven, forsøger Hammond at dysse sagen ned med.

Hammond er afskåret fra at kommentere på driften af KNI, men hun har stor tiltro til den nye bestyrelse i KNI, som Hammond selv har været med til at indsætte i stedet for den forrige, som ikke faldt i formanden for Naalakkersuisuts smag.

- De blev netop udpeget for at optimere arbejdsgangen og organisationen, og skabe stabilitet i et af de største og vigtigste virksomheder for dette land. Naalakkersuisut er derfor tryg ved at bestyrelsen håndterer situationen som den professionelle bestyrelse, den netop er udpeget til at være, fastslår Aleqa Hammond.