Alaskansk dommer fastholder Obamas boreforbud i Arktis

En dommer i Alaska har afvist præsident Trumps forsøg på at tillade offshore-leasing, og dermed mulig udvinding af olie og naturgas i store områder af det arktiske hav.
05. april 2019 12:04

Præsident Obama havde både i 2015 og 2016 lukket store områder i det arktiske hav til offshore-leasing, der kunne betyde olie- og naturgasudvinding.

Områderne anslås til indeholde omkring 27 milliarder tønder olie.

Præsident Trump prøvede i 2017 at omstøde Obamas beslutning, men nu har den alaskanske dommer, Sharon Gleason, erklæret at præsident Trumps forsøg er ulovligt, og at han ikke har autoritet til at ændre Obamas beslutning, for det er kun den amerikanske kongres, der har myndighed til at gøre dette, udtalte dommeren i sidste uge.

Ifølge Anchorage Daily News er dommerens afgørelse en sejr for de 10 miljø- og oprindelige folks grupper, der havde lagt sag an imod præsidenten for at stoppe hans forslag.

Alex DeMarban, journalist ved Anchorage Daily News, udtaler til KNR, at præsident Trump uden tvivl vil appellere dommen.