Al Qaeda står næppe bag bomberne til Boston Maraton

Al Qaeda står næppe bag bomberne til Boston Maraton. Det vurderer en amerikansk embedsmand, som har udtalt sig uden navns nævnelse, til CNN.
17. april 2013 10:24

Embedsmanden bakkes op af USA's minister for national sikkerhed, Janet Napolitano.

Men udover det er det endnu uvist, hvem og hvor mange der står bag bombeattentatet. Ingen har foreløbig taget skylden for de dødbringende bombesprængninger, og efterforskerne tager et stort antal af mistænkte i betragtning.

- Antallet af mistænkte er helt åbent, siger FBI's efterforskningsleder, Rick DesLauriers, på en pressekonference i Boston. Ifølge DesLauriers foregår efterforskningen efter mandagens bombesprængninger forsigtigt og metodisk.

Sent i går kom det frem, at en embedsmand har afsløret fotografier af bomberesterne fundet på gaden under efterforskningen. De afslører dele af det bombemateriale, der dræbte tre og sårede 176.

Man kan se små batterier, bøjede søm og rester fra en printplade - en dims der normalt bruges i computere. I går blev det derudover nævnt, at en trykkoger med et kugleleje af metal muligvis har været en del af selve bomben.