Aktivister tilbageholdes

De to Greenpeace-aktivister, der tidligt i morges gik ombord på Leiv Eiriksson og siden blev anholdt, bliver tilbageholdt efter de har været fremstillet for Kredsretten i Nuuk i eftermiddag. Det har Kredsretten besluttet.
Skrevet af Naimah Hussain
17. juni 2011 16:07

De to, som dels er Greenpeaces internationale generalsekretær, sydafrikaneren Kumi Naidoo og en norsk aktivist kravlede ombord på Cairn Energys borerig Leiv Eiriksson. Det gjorde de for at bede kaptajnen forlade arktis og stoppe olieefterforskningsboringerne. Begge blev dog anholdt efter blot en time.

De har nu valgt at kære dommens beslutning om tilbageholdelse, og derfor skal landsretten i løbet af weekenden tage stilling til, om de fortsat skal tilbageholdes, eller om de kan komme på fri fod indtil en eventuel udvisning, som Udlændingestyrelsen i Danmark skal tage stilling til.

Det oplyser vicepolitinspektør Morten Nielsen, som er godt tilfreds med rettens beslutning:

- De vil forblive i politiets varetægt indtil Udlændingeservice kan træffe afgørelse om udvisning. Der er blevet begået en forbrydelse, som er forstyrrende for den offentlige orden og i den situation fremgår det af Udlændingeloven, at man bliver udvist, siger han.

Politiet frygter, at aktivisterne kan forsøge at lave nye aktioner eller forsøge at forlade landet med Greenpeaceskibet Esperanza, hvis de bliver løsladt.

- Efter anklagemyndighedens opfattelse kan man frygte, at hvis de bliver sat på fri fod, jamen så skal de hentes ned fra Leiv Eiriksson i morgen eller, at de benytter lejligheden til at tage afsted med Esperanza, siger Morten Nielsen.

4. juni blev 18 Greenpeaceaktivister anholdt efter en lignende aktion mod Leiv Eiriksson og dermed er det tredje gang i år, at Greenpeace slår til mod Cairn Energys borearbejde i denne sæson.

En hollandsk domstol har besluttet, at Greenpeace kan få dagbøder på et beløb svarende til 375.000 kroner, hvis aktivister fra miljøorganisationen i de næste seks måneder bevæger sig inden for 500 meters afstand af boreplatformene.