Akitsinnguaq Olsen sygemeldt med stress

Sygemeldingen sker to uger efter, at politikeren skiftede fra IA til Siumut. Det skriver AG på sin hjemmeside.
04. november 2009 05:30

Medlem af Inatsisartut for Siumut Akitsinnguaq Olsen har sygemeldt sig på grund af stress.

- Hendes sygemelding er stressrelateret, forklarer partisekretær hos Siumut Mikael Petersen til ag.gl. Hvordan politikeren har det, ønsker han ikke at uddybe, men partisekretæren forventer, at Akitsinnguaq Olsen er tilbage i Inatsisartut igen torsdag den 12. november.

Sygemeldingen skete den 23. oktober - blot 14 dage efter, at Akitsinnguaq Olsens flyttede tilbage til Siumut efter et ophold i IA.

Den 38-årige politiker forklarede partiskiftet med, at hun i Siumut kan blive hørt og få mulighed for at vise sine vælgere, at hun arbejder for sine mærkesager.

Akitsinnguaq Olsen blev valgt ind i Inatsisartut i sommer med 112 personlige stemmer på vegne af IA, skriver AG.