Air Iceland vil være regional

Air Iceland satser benhårdt på Grønland. Det erklærer det islandske flyselskab over for rejsemagasinet StandBy.
Skrevet af mlk
11. april 2011 04:59

Det betyder blandt andet, at selskabet fra april flyver til Ilulissat på helårsbasis, ligesom de gør til Nuuk.

Mellem 25 og 30 procent af Air Icelands omsætning kommer fra Grønlandsflyvningen.

- Vi betragter os ikke længere som et nationalt islandsk selskab, men regional, siger direktør Árne Gunnarsson til StandBy.

Det er krisen i den islandske økonomi og en ændret infrastruktur i Island, der har fået Air Iceland til at rette blikket udenlands. De flyver også til Færøerne og Norge. Og det er lykkedes selskabet, at klare sig gennem krisen uden røde tal på bundlinjen.

-Ved at købe vores to Dash-8 i 2007 satsede vi på Grønlandsoperationerne, og det lykkedes, måske endda over al forventning, siger Árne Gunnarsson.

Passagertallet til Grønland er steget fra 19.000 til 25.000 i perioden fra 2008 til 2010. Planen er at gøre Island til knudepunkt for flyvninger til Grønland, siger selskabets administrerende direktør Arne Gunnarsson. Og han understreger overfor rejsemagasinet,  at planen ikke er, at sætte Air Greenland ud af arbejde, men at skaffe flere og nye passagerer. Det skal blandt andet ske ved at udvide den islandske turisme i Grønland.