Air Greenland vinder SAR-kontrakt

Når der sker ulykker i den grønlandske natur, så bliver det fortsat Air Greenland, der skal hjælpe Forsvaret med at redde de nødstedte. Flyselskabet har vundet SAR-kontrakten for de næste to år.
Foto © : Air Greenland
Skrevet af Thomas Munk Veirum
06. november 2018 11:57

Air Greenland har vundet én af SAR-udbuddets delkontrakter, som er udbudt af Forsvaret. Det er en kontrakt, som gælder for 2019 og 2020.

Administrerende direktør Jacob Nitter Sørensen udtaler i en pressemeddelelse:

- Det er en rigtig glædelig nyhed. I 2019 og 2020 vil SAR-beredskabet operere som i dag. Det er et arktisk SAR-beredskab af høj kvalitet, som er udviklet til Grønland baseret på årelang erfaring, som dagligt sikrer kvaliteten af SAR-operationen, udtaler Jacob Nitter Sørensen.

LÆS OGSÅ SAR-aftale forlænget

Air Greenland oplyser, at SAR-operationen i dag omfatter en S61 helikopter stationeret i Kangerlussuaq og en Bell 212 stationeret i Qaqortoq. Air Greenland leverer også piloter, mekanikere og andre besætningsmedlemmer til operationerne.

- Som selskab er det er et rigtig vigtigt forretningsområde for os. Vores medarbejdere i SAR-operationen er specialiseret til opgaven, og at vinde kontrakten betyder, at vi nu kan fastholde dem og fortsat udvikle forretningsområdet, afslutter Jacob Nitter Sørensen.

LÆS OGSÅ Air Greenland kan miste stor kontrakt på opgave

SAR-kontrakten har en værdi på op mod 100 millioner kroner.

Forsvaret oplyser på deres hjemmeside, at der også var udbudt en kontrakt på de efterfølgende fire år, altså fra 2021 til 2025.

Men tilbuddene fra de forskellige selskaber var for dyre for Forsvaret, og derfor er udbuddet trukket tilbage. Det vil blive udbudt igen i løbet af de næste to år.