Air Greenland: Vi kender de alvorlige konsekvenser

Air Greenland er frygtelig kede af, at flytrafikken nu bliver lammet. - Vi kender de alvorlige konsekvenser for samfundet, lyder det fra HR-chefen. Men selskabet har samtidig ikke taget initiativ til nye møder.
Skrevet af Rune Langhoff
08. januar 2011 16:11

- Vi er frygteligt kede af situationen, og vi er opmærksomme på, at det her får nogle meget, meget alvorlige konsekvenser for vores kunder og samfundet i det hele taget. Men det har simpelthen ikke været muligt at finde en løsning, siger han.

Han afviser dog, at bolden ligger hos Air Greenland, sådan som Serviceforbundets Toni Rytkønen, der forhandler på vegne af piloterne, siger.

HR-chefen oplyser samtidig, at der ikke er aftalt nogle nye møder eller forhandlinger mellem Air Greenland og piloternes repræsentanter. Det betyder, at der i teorien kan gå dag efter dag uden ny udvikling i konflikten.

Så hvad er det næste skridt for Air Greenland?

- Vi vil prøve at overbevise Serviceforbundet om, at vores tilbud på ingen måde er urimeligt. Vi har for eksempel krævet, at piloterne går fra 192 til 198 arbejdsdage om året til gengæld for, at de fastholder en særdeles attraktiv løn. En almindelig lønmodtager i Grønland arbejder 28 dage mere om året.